Ligesom i gamle familie traditioner hvor man lader navne gå videre i generationer, har Restaurant KONRAD part II fået sit navn efter ”lillesøsteren” den velrenommerede Cafe Conrad, der indtil for få år siden kunne opleves i Klitmøller og som var kendt både nær og fjern, for stedet hvor man fik den bedste madoplevelse i Thy. Nu er den passionerede kok, Michael Eriksen og hans hustru Gitte, at finde på Restaurant KONRAD part II, Frederiksgade 16, Thisted.

Byen har siden 2017, hvor det ambitiøse par overtog Hotel Thisted, nydt godt af, at Michaels hjerte banker for spændende og lækkert veltilberedt mad med råvarer af høj kvalitet. Dansk med et tvist fra det italienske køkken, en passion han ikke har sluppet efter årene han arbejdede i Toscana.
 

På restaurant KONRAD er alle velkomne!
Stemningen er hyggelig og afslappet. Gæsterne er et fint mix af unge som ældre, lokale som jo altid ved hvor man spiser godt, samt gæster fra hele verden, og som i forbindelse med overnatning nyder godt af det årstids varierede spisekort. Her er noget for enhver smag, med både A la Carte retter, ugens 4 retters menu, frisk fisk fra Hanstholm, dagens ret og sågar også lækre burgere.
Indretningen med lette træmøbler, rustik væg, skiftende kunst udsmykning fra galleri NB i Viborg, og altid friske blomster, gør at man straks føler sig godt tilpas.

Udover Restaurant KONRAD finder du også her, byens skønneste Gårdhave, - i hvert fald hvis vi selv må sig det. Sommeren igennem kan man nyde aftensmaden, en Øl fra Thisted Bryghus eller et glas forfriskende  køligt vin i rolige omgivelser, selvom beliggenheden er midt i centrum af Thisted by.